Danish Healthtech er medfinansieret af Uddannelses- og Forsknings-ministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

COVID-19: Danmarks Tekniske Universitet udvikler coronatest

2020 04 08 DTU-billede-af-Anders-Wolff

Videninstitutionerne i Danish Healthtechs partnerkreds har travlt. DTU og Statens Serum Institut er i gang med at udvikle nye hurtige instrumenter til on-site-diagnosticering af coronavirus. To apparater forventes klar til nødbrug til oktober. De vil gøre sundhedsvæsenets respons endnu mere effektiv og sikre færre i karantæne.

DTU er lukket ned, men professor Anders Wolff fortsætter arbejdet. Han står nemlig i spidsen for projektet CoronaDX, som skal udvikle tre nye og hurtige måleinstrumenter, som på stedet kan måle, om en person er smittet med coronavirus. Professor Dang Duong Bang fra DTU Fødevareinstituttet, som er med i projektet, holder også sit laboratorie åbent for hurtigt at kunne komme videre med projektet. Projektpartner og overlæge Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut (SSI) arbejder også videre selvom det meste af Danmark er lukket ned. To af instrumenterne skal nemlig være klar til brug i oktober, hvor der er risiko for, at en ny bølge af COVID-19 vil ramme Danmark. Det sidste instrument forventes klar til marts 2021.

Flere forskerhold er på vej med en vaccine, men der vil i bedste fald gå 1-2 år, før denne er godkendt til brug. I mellemtiden er det essentielt at udvikle teknologi, som hurtigt vil kunne adskille raske fra smittede og derved forsinke udbredelsen af virussen mest muligt.

Hurtig udvikling
Under normale forhold ville udviklingen af den slags instrumenter tage flere år, og professor Anders Wolff fra DTU Bioengineering, som står i spidsen for projektet, siger da også, at der er usædvanlig meget fart på dette projekt:

Det er helt tydeligt, at der også i forskerverdenen er fokus på, at dette er en helt særlig og alvorlig situation, og vi arbejder sammen som kolleger på tværs af lande og organisationer snarere end som konkurrenter. For eksempel er der allerede offentliggjort RNA-sekvenser for coronavirussen, og det er dem, vi skal bruge for at kunne lave instrumentet. Det er en af grundene til, at vi kan arbejde så hurtigt, som vi gør nu.

Fra salmonella til corona 
Idéen til det nye diagnostiske værktøj kommer oprindelig fra et forskningsprojekt om salmonella og fugleinfluenza i fjerkræ- og fødevareproduktion. Nu bruger forskerne så teknologien til at detektere virussen SARS-CoV-2, der forårsager COVID-19.

Forskerne udførte den første test for to uger siden, og resultaterne ser lovende ud. I første omgang testede de kunstige prøver – senere har de samarbejdet med Klinisk Mikrobiologi på Vejle Sygehus om at udvikle og bruge den nye teknologi til hurtigt at påvise SARS-CoV-2 coronavirus i svælgpodninger fra COVID-19 patienter.

Vejle Sygehus er et af de steder, der er blevet bedt om at teste danskere for coronavirus. Efter de selv har udført deres prøver, har vi fået det overskydende materiale og kørt vores egne prøver. Resultatet er, at de er mindst lige så gode som prøverne fra Vejle Sygehus. Jeg er overrasket over så hurtigt og godt, vores test er gået. Som forsker har jeg aldrig arbejdet så hårdt, som jeg har gjort de sidste tre måneder. Men det har også været spændende at være med til at løfte en så vigtig samfundsopgave, siger Anders Wolff fra DTU Bioengineering.

Læs mere: Nye apparater til hurtig diagnosticering af coronavirus på vej

Læs mere: Hurtigere og billigere corona-test på vej

DTU er partnere i Danish Healthtech.

Af: Uddrag af artikler af Mette Haagen Marcussen, DTU, og Christina Tækker, DTU.

Del gerne

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Skal du med til Boston?

Få afklaring på, om du er klar til at samarbejde med det amerikanske sundhedsvæsen ved at deltage i et innovations- og analyseforløb udarbejdet og faciliteret

Læs mere »
Luk menu
Tilmeld dig vores

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få udvalgte nyheder og invitationer fra Danish Healthtech direkte i din indbakke.